Næsearbejde

Når vi møder op til prøver forskellige steder i landet, bliver vi først mødt med skeptiske blikke af de ”rigtige” sporhunde’s ejere. Deres lille overbærende smil siger alt. Vi tror, at de tænker - det er da vist forkert, at den lille hund der skal til sporprøve sammen med os, for sådan en lille skægabe, kan da ikke gå spor. Når prøven er slut, og den lille skæggede har fået sin 1. præmie, er blikkene ikke skeptiske mere, de er de fleste gange blevet MEGET anderledes – ligesom lidt mere respektfulde og milde.
 
Vi har på dværgschnauzerklubbens hjemmeside www.dvkweb.dk fundet følgende interessante skrift om hundens evne for næsearbejde:
 
Hundens vigtigste sans er lugtesansen. Den har op til 200 millioner lugteceller, afhængig af racen. På hver celle sidder 100-150 tråde som opfanger luftpartiklerne. Til sammenligning har mennesket kun ca. 5 mill. lugteceller med 6-8 tråde på hver. Er hundens lugtesans så 44 gange bedre end menneskets? - Nej - målinger har vist, at den sandsynligvis er ca. 1 million gang bedre. Forskellen ligger ikke alene i lugtecellernes antal, men også i funktionen af dem. Hver lugtcelle er specialiseret i én bestemt lugt. En fært/lugt er ofte en kombination af mange enkelt-lugte. Hundens hjerne er i stand til hurtigt at sammensætte de enkelte lugte-cellers signaler til et samlet lugtbillede. Desuden er hunden, modsat mennesket, i stand til at arbejde med den samme fært/lugt i lang tid. Det store antal celler gør hunden i stand til at registrere meget små koncentrationer af en fært/lugt. Ved træning i lugtearbejde opbygger hunden endnu flere celler og bliver bedre til at løse en konkret opgave.

Næsearbejde er en mentalt stimulerende, stressnedsættende og meningsfyldt aktivitet for din hund, uanset om den er ung eller gammel.

Med kendskab til alle disse ting, er det oplagt at bruge vores hunde til næsearbejde - og her viser det sig, at sporarbejde er perfekt for dværgschnauzere - de er gode til det, og de elsker det.  

Det at arbejde sammen på sporet ude i skoven, er en meget stor fornøjelse for både hund og ejer, og det trætter din hund meget i øverste etage. Hundens kondition i både krop og hjerne bliver øget betydeligt, når den får lov til at bruge sig selv på den måde.
 
Træningen starter med små lette korte spor, og lidt efter lidt øges sværhedsgraden. DvK afholder sportræning rundt omkring i statsskovene - træningstider kan du finde på Dværgschnauzerklubbens hjemmeside www.dvkweb.dk .
 
Dværgschnauzerklubben afholder prøver i kaninslæb og schweiss og det giver mulighed for at opnå championattitlerne DKSCH(S) og DKSCH(B).
 
For at kunne opnå DKSCH(S) - Sporchampion i Slæb skal man bestå med en 1. præmie på følgende prøver: 1 x 400 meter og 3 x 1000 meter.
Ellen Nørgaard | Hejredalsvej 3, 8220 Brabrand - Danmark | Tlf.: +45 86 26 26 16 | hejredalsvej@mail.dk