Vores hunde / Griotte Grand Calvera

Griotte Grand Calvera

Stamtavle...

 
 
Griotte Grand Calvera bliver kaldt SOLE, - hun er dværgschnauzer nummer tre hos os. Sole har farven sort/sølv og er født den 14. august 2006 i Tjekkiet, opdrættet af Denisa Havelková, - hun flyttede ind hos os, da hun var 10 uger gammel. Sole er en fin lille pige med en højde på 33-34 cm, hun har et dejligt temperament, og har på udstillinger opnået fine resultater, - en dommer sagde om hende, at hun var en elegant lille tæve, og i vores øjne er det lige det, hun er.
 

Eftersom vi har haft så meget fornøjelse af og succes med at gå spor med vores to første dejlige dværgschnauzere, gik vi dagen efter, at Sole 10 uger gammel flyttede ind hos os, i gang med at træne spor med hende. Det varede ikke længe inden hun fattede stor interesse for sporarbejde, og vi gik i gang med en mere målrettet træning af den lille pige. Resultatet af det fælles arbejde blev, at hun bestod alle sine 4 prøver med flotte 1. præmier, og opnåede endda på sin sidste 1000 meter sporprøve den 18. april 2009, i en alder af 2½ år, at blive Dagens Bedste Hund og Sporchampion DKSCHS på en og samme dag.

Nu er vi så gået i gang med at træne schweiss (blod), og i første omgang skal vi træne på at kunne gå 400 meter 3 timer. Træningen går rigtig fin for den lille dygtige pige, men vi kan mærke på hende, at hun savner sin kaninfært at gå efter. Med hendes store evne til at bruge sin næse på sporet, er vi slet ikke i tvivl om, at hun også vil blive rigtig god til at gå schweiss. Sole elsker lige som vi andre at komme i skoven, så det kan vi bare slet ikke få nok af.

 

I 2008 var Sole sammen med os, Tino og Puk med i Skov- og Naturstyrelsens "Projekt Birkemus", som gik ud på, at vi skulle hjælpe projektleder Julie Dahl Møller med at afsøge forskellige områder, for at kunne bekræfte, at der var Birkemus. Læs mere om vores fælles opgave under "Næsearbejde" og så "Projekt Birkemus"

 

Herhjemme er Sole hende, der sætter gang i de to ”gamle”. Hun kan på sin glade og energiske måde, få både Puk og Tino med på en vild jagt/leg i haven, som altid ender med, at de to gamle må stoppe hende på grund af, at det hele bliver alt for vildt. Når de når dertil, smider Sole sig bare ned på ryggen med alle fire ben lige i vejret – og ser åh så uskyldig ud - den køber de gamle ikke - hun bliver grundig og kærlig mulet af begge på en gang (hun nyder det), og så er den leg slut, for så igen at kunne begynde en time eller to senere. Alle tre har utrolig stor fornøjelse af hinanden.

 

14.06.09 blev Sole gift med brasilianske Ops Da Boa Barba, og den 15. august 2009 fik giftermålet følger - 5 dejlige hvalpe kom til verden - 2 drenge og 3 piger. Billeder af hvalpene, fra deres fødsel og til i dag og masser af dejlige historier om dem, ligger her på hjemmesiden, og kan ses hvis man går ind på forsiden og prikker på den røde tekst: Vi opdaterer løbende her….. Den ene af drengene - Arcibald - fik Sole og vi lov til at beholde her, så nu er sønnen den yngste i flokken, og han er nu den, der fyrer op under de "gamle"    

 

Den 15.11.10 blev Sole øjenlyst på Århus Dyrehospital af Specialdyrlæge Claus Bundgaard, med henblik på at hun igen skulle have lov til at få hvalpe, som i tilfælde af en fejlfri øjenlysning skulle fødes omkring 1. maj - Øjenlysningen viste desværre, at en arvelig øjensygdom - Cornea Dystrofi  - var kommet i udbrud i meget mild grad. Claus Bundgaard sagde, at sygdommen højst sandsynligt ikke ville udvikle sig til mere end den var på undersøgelsestidspunktet, samt at sygdommen ikke var en katastrofe for Sole og ej heller for avlen. Da et højt indhold af kolesterol og triglycerider i blodet kan medvirke til udvikling af sygdommen, skal Sole ud i al fremtid have fedtfattig mad.

 

Claus Bundgaard sagde, at det var tilladt at avle på Sole, blot hun blev parret med en han, der ikke havde sygdommen. Efter moden overvejelse har vi besluttet at tage Sole ud af avlen.
 
15.04.12 var Sole til sporprøve i Lilleheden Klitplantage i Hirtshals, sammen med sin søn Arcibald, og vi havde en dejlig dag i tørvejr. Sole var tilmeldt til 1200 meter Elitesporsprøve, og det klarede hun med et MEGET flot resultat, hun fik ene 5-taller på bedømmelsesskemaet, og klarede de 1200 meter på 27 minutter - Sole er en dygtig pige til kaninslæb, men blodspor har desværre ikke hendes store interesse, det har endnu ikke tændt hende.
 

19.10.13 har Sole været til sin anden 1200 meter Elitesporprøve, fordi hun var så heldig at få en plads ved Spidshundeklubbens sporprøve i Gludsted Plantage. Trods regnvejr klarede hun prøven med et meget flot resultat, hun fik næsten kun 5-taller på bedømmelsesskemaet, kun et af dem var et 4-tal, og hun klarede de 1200 meter på 23 minutter - Sole elsker sit sporarbejde, og det er en fornøjelse at se hende arbejde på sporet, fordi hun er SÅ dygtig til det. - Sole blev også kåret som Dagens Bedste Hund på dagen. 

 

31.08.14 - har Sole været til sin tredie 1200 meter Elitesporprøve, som hun bestod med glans. Sole opnåede dermed, som den første danske dværgschnauzer, at blive Elitesporchampion. Sole har dermed erhvervet sig retten til den flotte titel DKESCH(S). Der er mange forhindringer på sådan et 1200 meter Elitespor - På Sole's prøvespor var den første forhindring "åben start” (hun skal selv finde anskudsstedet i et 20 x 20 meter stor afmærket stykke skov) - det klarede hun til UG. Næste forhindring var en wiedergang på 20 meter (i et knæk fortsætter sporet 20 meter længere frem, end hvor knækket er) - det klarede hun også til UG. Tredie forhindring var en seksbenet stjerne (midt på sporet bliver slæbet trukket 6 gange ud i et 20 meter langt ben i seks retninger) - det klarede hun også flot, hun gik 2 af benene, så mente hun, at det kunne være godt nok med det narreværk. Fjerde og sidste forhindring var løft af slæbet (et vilkårligt sted på sporet bliver slæbet løftet fra jorden på en strækning på 20 meter) - den disciplin er hun fuldstændig ligeglad med, hun går bare uanfægtet videre. - Hun fandt det hun gik efter på 29 minutter og fik meget og stor ros fra dommeren. På hendes bedømmelsesskema var der ene 5-taller, det kan vist ikke gøres bedre ;-)). Sole er en dygtig pige, som vi er meget stolte af.

 

05.11.19 - I dag har Sole sagt farvel til os alle sammen, hendes lille hjerte kunne ikke mere, hun blev 13 år og næsten 3 måneder gammel. Vi kommer til at savne hende!

 

 

Ellen Nørgaard | Hejredalsvej 3, 8220 Brabrand - Danmark | Tlf.: +45 86 26 26 16 | hejredalsvej@mail.dk